Når sit barn stjæler..

rated by 0 users
10 Svar | 0 Personer følger tråden

Top 150 Bidragsyder
Kvinde
Indlæg 29
Bitchen... Posted: 07-11-2006 12:19
Til min store forskrækkelse har jeg erfaret min søn på 10 stjæler kontanter.

Dette blev opdaget - dvs min mistanke blev vakt, da jeg havde en omsætning i kontanter (er kasserer i forening) liggende hjemme, og sedlerne var bundtet.

Da jeg indsætter penge, stemmer bundterne ikke!

Jeg frygter, det kan have været min søn - spørger hjemme - men får at vide - det har man bestemt ikke.. og anede ikke, jeg havde penge osv.

Imidlertid har han været fræk i skoleboden. Og vagten her gør klasselærer opmærksom på han er set flere gange med "flere hundrede kroner". Drengen har madpakke hjemmefra - er med i skolemælksordning. Pengene er tilsyneladende brugt til mange kakaomælk.

Jeg er så frustreret. Mener ikke en ordentlig skideballe (for dem har der været nok af i andre sammenhænge) er vejen. Men hvad er så? Indtil videre har jeg med hjælp fra skolen udstedt forbud mod køb i skolebod. Og har han retmæssigt penge hjemmefra, så er det med skriftlig tilladelse, hvis han har penge med og vil købe.

Jeg ved han minimun har taget 600 kr fra mig - dvs omsætningen. Det kan hans opsparing lige dække. Og det mener jeg faktisk den skal.

Hos hans far har han stjålet fra et stort glas med opsparede småmønter. Konen har ved optælling skønnet, der er taget minimum kr 400.

Vi har talt sammen - enige om alle rede penge og tegnebøger skal gemmes langt væk.

Alle har vi det frygteligt med at skulle ud i forbudsjungle og mistillid.

Men hvad pokker gør vi? Jeg har et møde med drengens klasselærer i næste uge.. men føler også meget stærkt for at handle nu...

Selvom jeg ved, jeg gør det rigtigt - lærer børnene om rigtigt og forkert.. ja så skammer jeg mig meget og græder.

Jo, små børn, små problemer..
Top 50 Bidragsyder
Indlæg 155
[quote="Bitchen..."]Til min store forskrækkelse har jeg erfaret min søn på 10 stjæler kontanter.

Dette blev opdaget - dvs min mistanke blev vakt, da jeg havde en omsætning i kontanter (er kasserer i forening) liggende hjemme, og sedlerne var bundtet.

Da jeg indsætter penge, stemmer bundterne ikke!

Jeg frygter, det kan have været min søn - spørger hjemme - men får at vide - det har man bestemt ikke.. og anede ikke, jeg havde penge osv.

Imidlertid har han været fræk i skoleboden. Og vagten her gør klasselærer opmærksom på han er set flere gange med "flere hundrede kroner". Drengen har madpakke hjemmefra - er med i skolemælksordning. Pengene er tilsyneladende brugt til mange kakaomælk.

Jeg er så frustreret. Mener ikke en ordentlig skideballe (for dem har der været nok af i andre sammenhænge) er vejen. Men hvad er så? Indtil videre har jeg med hjælp fra skolen udstedt forbud mod køb i skolebod. Og har han retmæssigt penge hjemmefra, så er det med skriftlig tilladelse, hvis han har penge med og vil købe.

Jeg ved han minimun har taget 600 kr fra mig - dvs omsætningen. Det kan hans opsparing lige dække. Og det mener jeg faktisk den skal.

Hos hans far har han stjålet fra et stort glas med opsparede småmønter. Konen har ved optælling skønnet, der er taget minimum kr 400.

Vi har talt sammen - enige om alle rede penge og tegnebøger skal gemmes langt væk.

Alle har vi det frygteligt med at skulle ud i forbudsjungle og mistillid.

Men hvad pokker gør vi? Jeg har et møde med drengens klasselærer i næste uge.. men føler også meget stærkt for at handle nu...

Selvom jeg ved, jeg gør det rigtigt - lærer børnene om rigtigt og forkert.. ja så skammer jeg mig meget og græder.

Jo, små børn, små problemer..






Jeg prøver lige igen, skrev et indlæg men det forsvandt. Tilgiv hvis det dukker op og de næsten står det sammen.


Kære Bitch (...skal du virkelig kaldes det?)

Børn der er opdraget til ikke at stjæle, sådan som din søn er det, har problemer når de gør det.
Årsagerne kan være mange, men indtil videre skal du konfrontere din søn.
At begynde at spørge ham hvorfor han stjæler, om han har problemer, er håbløst. Det er alt for abstrakt for så unge børn, at koble et evt. problem sammen med adfærden.
Børn kan begynde at stjæle fordi deres forældre bliver skilt, men der jo ikke en genkendelig sammenhæng for barnet, så det er meget forvirrende for at barn at fremlagt sådan en teori.

Når du taler med ham skal du sige at du ved at han stjæler.
At man er en tyv, når man stjæler.
Spørg ham om han vil være en tyv.
Spørg ham hvad ham synes om det når andre stjæler.
Spørg ham om hvad andre mennesker mon vil synes om ham hvis de opdager at han er en tyv.

Det skal gøres lysende klart at der ingen undskyldning er for hans adfærd, ingen.

Råb ikke, skæld ikke ud. Stille og rolig og meget vred. Han skal mærke din vrede, lige som du gerne må sige til ham er du er meget vred.
Han skal selvfølgelig betale det tilbage han har stjålet.
Han skal forklares hvilke konsekvenser det skal have, hvis han stjæler igen.
I har lagt jeres punge væk. Fortæl ham at I kan stole på ham, så derfor må I gemme pengene væk. Sig til ham at han evt kan komme og fortælle Jer hvornår I ikke behøver at gemme pungene væk mere. Dermed giver I ham ansvar for hvornår han kan vises tillid.

I skal prøve at finde årsagen og det kan være svært. en måde er at få ham til at fortælle hvad han har brugt pengene til. Dette kan give et prej om retningen.
Nogle eksempler:
Har han fx brugt pengene til at købe ting/mad/slik til andre, skal skolen og SFO sætte ind på området venskabsrelation, så han lærer at man ikke skal købe sine venner.
Hvis han smider pengene væk (!) kan det være for at straffe Jer (firkantet sagt) og så må i finde ud af hvor han føler sig svigtet.

Der kan være mange årsager og jeg tror at I skal vende Jer meget mod læreren og evt. skolepsykologen.

Tal med ham. Lad ham sige så meget som muligt, så det ikke bliver en enetale (ind gennem det ene øre, ud af det andet) stil såpørgsmål, det holder ham lydhør.
Husk at ingen undskyldning gælder: Man må ganske enkelt ikke stjæle.

DDet kan være at der er en årsag der gør det synd for ham. Det er ok at det er synd for ham og I skal selvfølgelig give ham den omsorg. Bare pas på at han ikke får legaliseret tyverierne.

Og kære Bitsch. Slå ikke dig selv i hovedet og føl dig som en mislykket mor, mange oplever at deres børn går deres egne, ikke altid gode, veje.
Du skal bare hjælpe ham på plads igen.
Adskil dig fra ham, du er ikke ham, han er din søn. Du skal ikke skamme dig, det er jo ikke dig der har stjålet.
Pas på. Hvis du opdager at du trøster ham, når han græder over at blive afsløret, er det dig selv du trøster. Du må gerne trøste ham når han er ked af det. Reagerer han med vrede, er det lettere for dig, end hvis han vil dække sig bag gråd.

Hold hovedet nøgternt. Du vil jo stoppe hans adfærd fordi den kan blive skafelig for ham fremover.

pøj,pøj

Lin
Top 150 Bidragsyder
Kvinde
Indlæg 29
Kære Lin!

Tak for dit svar. Jeg vil printe det ud.

Jeg har i aften skrevet et meget langt brev til klasselæreren- netop også med spørgsmålstegn - køber han sine venner?

Men jeg græder - meget. Jeg mener ikke, han mangler noget som helst.

Jeg beder indtrængende læreren om at drengen selv sættes i møde med psykolog - at nu vil jeg altså ikke rende rundt til flere møder alene uden min søn for at få at vide, hvor rigtigt jeg gør alting. For situationen bliver jo ikke ændret. Problemerne løses ikke..

Jeg håber dog flere vil bidrage med erfaringer/mulige løsninger.

Bitchen... (hedder jeg såmænd fordi jeg tager kampen for mine holdninger)
Top 25 Bidragsyder
Indlæg 460
Bitchen...:
Kære Lin!

Tak for dit svar. Jeg vil printe det ud.

Jeg har i aften skrevet et meget langt brev til klasselæreren- netop også med spørgsmålstegn - køber han sine venner?

Men jeg græder - meget. Jeg mener ikke, han mangler noget som helst.

Jeg beder indtrængende læreren om at drengen selv sættes i møde med psykolog - at nu vil jeg altså ikke rende rundt til flere møder alene uden min søn for at få at vide, hvor rigtigt jeg gør alting. For situationen bliver jo ikke ændret. Problemerne løses ikke..

Jeg håber dog flere vil bidrage med erfaringer/mulige løsninger.

Bitchen... (hedder jeg såmænd fordi jeg tager kampen for mine holdninger)


Hej Bitch (må spørge ligesom Lin - skal du virkelig hedde det??)

Lin har skrevet et virkelig godt indlæg, synes jeg. Selv kan jeg desværre ikke bidrage med erfaring, da mine børn er noget yngre - men jeg tror, det er en god idé at presse på med, at drengen selv skal til psykolog eller i hvert fald tale med en voksen. Det kan måske være svært for ham at være ærlig, hvis han er ked af noget, hvis du eller hans far lytter med.

At lære ham, han ikke skal stjæle, er sikkert det mindste af problemet, da langt de fleste børn, får det at vide både af forældre og omgivelserne. Så han ved det godt. Men der må være noget, der trykker ham og det skal der naturligvis ryddes op i. Tror du, han mangler din eller sin fars positive opmærksomhed, er han blevet lidt forsømt, så han kan få den tanke, I er ligeglade med ham? Jeg gætter lidt her.....

Har du slet ikke ikke selv en idé om, hvad det kan være?? Men ellers er jeg enig med Lin - lad være med at slå dig selv oven i hovedet med du er en dårlig mor. Jeg ved ikke, hvordan du er som mor og kan du stramme op på nogle områder, synes jeg naturligvis, du skal gøre det - men ellers tag situationen herfra. Der er mange grunde til ikke at stjæle - men for hans egen skyld skal / vil han ikke stemples som tyv.

Held og lykke til jer begge to.
Top 150 Bidragsyder
Indlæg 31
Bitchen...:
Til min store forskrækkelse har jeg erfaret min søn på 10 stjæler kontanter.

Dette blev opdaget - dvs min mistanke blev vakt, da jeg havde en omsætning i kontanter (er kasserer i forening) liggende hjemme, og sedlerne var bundtet.

Da jeg indsætter penge, stemmer bundterne ikke!

Jeg frygter, det kan have været min søn - spørger hjemme - men får at vide - det har man bestemt ikke.. og anede ikke, jeg havde penge osv.

Imidlertid har han været fræk i skoleboden. Og vagten her gør klasselærer opmærksom på han er set flere gange med "flere hundrede kroner". Drengen har madpakke hjemmefra - er med i skolemælksordning. Pengene er tilsyneladende brugt til mange kakaomælk.

Jeg er så frustreret. Mener ikke en ordentlig skideballe (for dem har der været nok af i andre sammenhænge) er vejen. Men hvad er så? Indtil videre har jeg med hjælp fra skolen udstedt forbud mod køb i skolebod. Og har han retmæssigt penge hjemmefra, så er det med skriftlig tilladelse, hvis han har penge med og vil købe.

Jeg ved han minimun har taget 600 kr fra mig - dvs omsætningen. Det kan hans opsparing lige dække. Og det mener jeg faktisk den skal.

Hos hans far har han stjålet fra et stort glas med opsparede småmønter. Konen har ved optælling skønnet, der er taget minimum kr 400.

Vi har talt sammen - enige om alle rede penge og tegnebøger skal gemmes langt væk.

Alle har vi det frygteligt med at skulle ud i forbudsjungle og mistillid.

Men hvad pokker gør vi? Jeg har et møde med drengens klasselærer i næste uge.. men føler også meget stærkt for at handle nu...

Selvom jeg ved, jeg gør det rigtigt - lærer børnene om rigtigt og forkert.. ja så skammer jeg mig meget og græder.

Jo, små børn, små problemer..





Kære du...

Jeg har stået i samme situation som dig - min datter var dog kun knap 7 år.
Nu vil jeg fortælle dig hvad JEG gjorde, hvilket virkede :-)
Jeg siger dog ikke at det er det rigtige.

Jeg snakkede med hende, og fortalte hende at jeg var meget ked af det ( jeg begyndte faktisk at græde, hvilket chorkedede hende) og at jeg blev meget bange. Bange fordi kommunen, hvis det ikke stoppede, på et tidspunkt måske kunne få den ide at jeg ikke kunne finde ud af at passe hende ordentlig, og at det kunne få den konsekvens at de ville finde en institution hun skulle bo på - at de ville komme og tage hende fra mig!

Dette må jeg hellere lige sige, var et råd jeg fik fra en pædagog, som havde brugt det samme da det var hendes barn.

Bål og brand JA, men hun har aldrig taget noget siden, og jeg var til sidst helt nervøs for at have hende med i butikker eller på besøg, da hun kunne finde på at tage hvad som helst.

Jeg var også HELT ulykkelig- men fik faktisk af vide af flere af pædagorene i hende sfo og gamle børnehave at det er meget normalt !
Og at de fleste børn på et tidspunkt stjæler- jeg gjorde det også selv, og alle mine klasse kammerater gjorde det også, kan jeg huske i frikvaterene hos den lokale købmand.
Det var SPÆNDENE OG SEJT :oops:

Jeg blev snuppet for det, og truet med en anmeldelse til politit, jeg har ALDRIG taget noget der ikke var mit siden.

Jeg tror han "trænger" til en forskrækkelse.... Nu får jeg måske hug ?

Men jeg tror ikke der behøver ligge dybe problemer som han skal bruge psykologhjælp til.

Jeg kan godt forstå din frustration :cry:

Held og lykke med ham - mon ikke det nok skal rette sig :wink:
Top 25 Bidragsyder
Indlæg 460
:-):
Bitchen...:
Til min store forskrækkelse har jeg erfaret min søn på 10 stjæler kontanter.

Dette blev opdaget - dvs min mistanke blev vakt, da jeg havde en omsætning i kontanter (er kasserer i forening) liggende hjemme, og sedlerne var bundtet.

Da jeg indsætter penge, stemmer bundterne ikke!

Jeg frygter, det kan have været min søn - spørger hjemme - men får at vide - det har man bestemt ikke.. og anede ikke, jeg havde penge osv.

Imidlertid har han været fræk i skoleboden. Og vagten her gør klasselærer opmærksom på han er set flere gange med "flere hundrede kroner". Drengen har madpakke hjemmefra - er med i skolemælksordning. Pengene er tilsyneladende brugt til mange kakaomælk.

Jeg er så frustreret. Mener ikke en ordentlig skideballe (for dem har der været nok af i andre sammenhænge) er vejen. Men hvad er så? Indtil videre har jeg med hjælp fra skolen udstedt forbud mod køb i skolebod. Og har han retmæssigt penge hjemmefra, så er det med skriftlig tilladelse, hvis han har penge med og vil købe.

Jeg ved han minimun har taget 600 kr fra mig - dvs omsætningen. Det kan hans opsparing lige dække. Og det mener jeg faktisk den skal.

Hos hans far har han stjålet fra et stort glas med opsparede småmønter. Konen har ved optælling skønnet, der er taget minimum kr 400.

Vi har talt sammen - enige om alle rede penge og tegnebøger skal gemmes langt væk.

Alle har vi det frygteligt med at skulle ud i forbudsjungle og mistillid.

Men hvad pokker gør vi? Jeg har et møde med drengens klasselærer i næste uge.. men føler også meget stærkt for at handle nu...

Selvom jeg ved, jeg gør det rigtigt - lærer børnene om rigtigt og forkert.. ja så skammer jeg mig meget og græder.

Jo, små børn, små problemer..





Kære du...

Jeg har stået i samme situation som dig - min datter var dog kun knap 7 år.
Nu vil jeg fortælle dig hvad JEG gjorde, hvilket virkede :-)
Jeg siger dog ikke at det er det rigtige.

Jeg snakkede med hende, og fortalte hende at jeg var meget ked af det ( jeg begyndte faktisk at græde, hvilket chorkedede hende) og at jeg blev meget bange. Bange fordi kommunen, hvis det ikke stoppede, på et tidspunkt måske kunne få den ide at jeg ikke kunne finde ud af at passe hende ordentlig, og at det kunne få den konsekvens at de ville finde en institution hun skulle bo på - at de ville komme og tage hende fra mig!

Dette må jeg hellere lige sige, var et råd jeg fik fra en pædagog, som havde brugt det samme da det var hendes barn.

Bål og brand JA, men hun har aldrig taget noget siden, og jeg var til sidst helt nervøs for at have hende med i butikker eller på besøg, da hun kunne finde på at tage hvad som helst.

Jeg var også HELT ulykkelig- men fik faktisk af vide af flere af pædagorene i hende sfo og gamle børnehave at det er meget normalt !
Og at de fleste børn på et tidspunkt stjæler- jeg gjorde det også selv, og alle mine klasse kammerater gjorde det også, kan jeg huske i frikvaterene hos den lokale købmand.
Det var SPÆNDENE OG SEJT :oops:

Jeg blev snuppet for det, og truet med en anmeldelse til politit, jeg har ALDRIG taget noget der ikke var mit siden.

Jeg tror han "trænger" til en forskrækkelse.... Nu får jeg måske hug ?

Men jeg tror ikke der behøver ligge dybe problemer som han skal bruge psykologhjælp til.

Jeg kan godt forstå din frustration :cry:

Held og lykke med ham - mon ikke det nok skal rette sig :wink:


Hm... hug får du ikke, men jeg synes, det er meget at skulle forholde sig til - tvangsfjernelse, mors gråd over situationen - for et barn på 7!!!

Men ellers er jeg enig med dig i, det ikke behøver være alarmerende at børn "stjæler". Min datter på 7 gik for et par dage siden grædende til bekendelse - hun havde taget lakridser fra en åben pose uden at spørge først.
Top 150 Bidragsyder
Indlæg 31
Helena:
:-):
Bitchen...:
Til min store forskrækkelse har jeg erfaret min søn på 10 stjæler kontanter.

Dette blev opdaget - dvs min mistanke blev vakt, da jeg havde en omsætning i kontanter (er kasserer i forening) liggende hjemme, og sedlerne var bundtet.

Da jeg indsætter penge, stemmer bundterne ikke!

Jeg frygter, det kan have været min søn - spørger hjemme - men får at vide - det har man bestemt ikke.. og anede ikke, jeg havde penge osv.

Imidlertid har han været fræk i skoleboden. Og vagten her gør klasselærer opmærksom på han er set flere gange med "flere hundrede kroner". Drengen har madpakke hjemmefra - er med i skolemælksordning. Pengene er tilsyneladende brugt til mange kakaomælk.

Jeg er så frustreret. Mener ikke en ordentlig skideballe (for dem har der været nok af i andre sammenhænge) er vejen. Men hvad er så? Indtil videre har jeg med hjælp fra skolen udstedt forbud mod køb i skolebod. Og har han retmæssigt penge hjemmefra, så er det med skriftlig tilladelse, hvis han har penge med og vil købe.

Jeg ved han minimun har taget 600 kr fra mig - dvs omsætningen. Det kan hans opsparing lige dække. Og det mener jeg faktisk den skal.

Hos hans far har han stjålet fra et stort glas med opsparede småmønter. Konen har ved optælling skønnet, der er taget minimum kr 400.

Vi har talt sammen - enige om alle rede penge og tegnebøger skal gemmes langt væk.

Alle har vi det frygteligt med at skulle ud i forbudsjungle og mistillid.

Men hvad pokker gør vi? Jeg har et møde med drengens klasselærer i næste uge.. men føler også meget stærkt for at handle nu...

Selvom jeg ved, jeg gør det rigtigt - lærer børnene om rigtigt og forkert.. ja så skammer jeg mig meget og græder.

Jo, små børn, små problemer..





Kære du...

Jeg har stået i samme situation som dig - min datter var dog kun knap 7 år.
Nu vil jeg fortælle dig hvad JEG gjorde, hvilket virkede :-)
Jeg siger dog ikke at det er det rigtige.

Jeg snakkede med hende, og fortalte hende at jeg var meget ked af det ( jeg begyndte faktisk at græde, hvilket chorkedede hende) og at jeg blev meget bange. Bange fordi kommunen, hvis det ikke stoppede, på et tidspunkt måske kunne få den ide at jeg ikke kunne finde ud af at passe hende ordentlig, og at det kunne få den konsekvens at de ville finde en institution hun skulle bo på - at de ville komme og tage hende fra mig!

Dette må jeg hellere lige sige, var et råd jeg fik fra en pædagog, som havde brugt det samme da det var hendes barn.

Bål og brand JA, men hun har aldrig taget noget siden, og jeg var til sidst helt nervøs for at have hende med i butikker eller på besøg, da hun kunne finde på at tage hvad som helst.

Jeg var også HELT ulykkelig- men fik faktisk af vide af flere af pædagorene i hende sfo og gamle børnehave at det er meget normalt !
Og at de fleste børn på et tidspunkt stjæler- jeg gjorde det også selv, og alle mine klasse kammerater gjorde det også, kan jeg huske i frikvaterene hos den lokale købmand.
Det var SPÆNDENE OG SEJT :oops:

Jeg blev snuppet for det, og truet med en anmeldelse til politit, jeg har ALDRIG taget noget der ikke var mit siden.

Jeg tror han "trænger" til en forskrækkelse.... Nu får jeg måske hug ?

Men jeg tror ikke der behøver ligge dybe problemer som han skal bruge psykologhjælp til.

Jeg kan godt forstå din frustration :cry:

Held og lykke med ham - mon ikke det nok skal rette sig :wink:


Hm... hug får du ikke, men jeg synes, det er meget at skulle forholde sig til - tvangsfjernelse, mors gråd over situationen - for et barn på 7!!!

Men ellers er jeg enig med dig i, det ikke behøver være alarmerende at børn "stjæler". Min datter på 7 gik for et par dage siden grædende til bekendelse - hun havde taget lakridser fra en åben pose uden at spørge først.



Ja det har du da ret i helena, men det kommer måske også an på hvor moden barnet er om det forstår hensigten- det var ikke sådan at jeg sagde at nu kommer de og tager dig!!!!
Men jeg forklarede hende hvad der i værste fald kunne ske.
Og jeg synes ikke der er noget i vejen med at vise barnet følelser som gråd, hvis man roligt og nænsomt forklarer hvad årsagen til gråden er.

Jeg siger ofte til min datter: Du kan gøre mig vred, og meget ked af det- men du kan aldrig gøre noget som du ikke kan fortælle mig.

Jeg ville blive meget chorkeret hvis min datter ligefrem græd, over at hun skulle fortælle mig at hun havde taget en lakrids uden at spørge om lov :shock:

Hvorfor græd hun? Frygt, skam?

Vh :-)
Top 150 Bidragsyder
Kvinde
Indlæg 29
Hej!

Takker for råd - men i vores situation er det psykologiske grunde, der skal granskes i.

Som skilsmissebarn med årelang konflikter mellem mor - far og ny kone - og en følelse af at være uønsket - har sønnen slet ikke brug for en trussel om at blive anbragt.

Lad det være sagt straks - vi voksne omkring børnene har fået løst vores konflikt og har fået noget der helt sikkert udvikler sig som et stærkt samarbejde.

Sønnen har altid været grænsesøgende og kastet alt dette ind i kassen med de voksnes konflikt.

Nu eksisterer der ikke mere en konflikt mellem de voksne - så nu falder han ud på andre måder.

Ved første konfrontation hvor jeg fulgte første råd - gemte han sig væk på sit værelse, spærrede døren så jeg ikke kunne komme ind - bare græd "ingen kan li' mig - alle vil bare have mig væk".. Jeg fik dog fortalt ham, at vi var helt sikre i vores sag - at det gjorde os både vrede men også meget ked af det - og at vi elsker ham.

De penge han har taget - er over kort tidsrum, hvor det ikke er muligt for ham - at bruge pengene i en skolebod. Ergo er forædregruppens (mor - far og ny kone) teori, at han måske afpresses - køber venskaber og er truet til tavshed.

Igår havde vi et fællesmøde - forældregruppe og søn, hvor vi meget klart fortalte vi stod sammen, elsker ham - er kede af dette. Og at vi på ingen måde vi acceptere tyveri.

Han reagerer igen som struds. Kravler under bordet, skamfuld og vil under ingen omstændigheder snakke og benægter igen - til trods for vi er helt sikre - og har taget ham med fingrene i kagedåsen.

Han er også klart oplyst om vi nu kontrollerer ham. Ikke fordi vi er "dumme" - men fordi vi ikke tør andet simpelt hen for at hjælpe ham videre i livet. Og at det er sag udelukkende mellem ham og os voksne omkring ham - at hans bror absolut intet ved.

Jeg er nu gået udenom skole - har kontaktet PPR direkte og fik den helt rigtige i telefonen, som lavede en indstilling over telefonen.

Vi vil ikke straffe sønnen - vi vil heller ikke skælde mere ud - tror ikke det hjælper - for vi er ret sikre på der ligger mere bag.

Vores mål er at hjælpe drengen på rette kurs - få låst op i det, som kan ligge bag hans handling.

Og ellers glæder vi os meget over - at vi voksne nu står sammen og dette er helt tydeligt overfor børnene.

Det har været nogle hårde dage at komme igennem men et eller andet sted, føler man sig også stærkere.
Top 25 Bidragsyder
Indlæg 460
:-):
Helena:
:-):
Bitchen...:
Til min store forskrækkelse har jeg erfaret min søn på 10 stjæler kontanter.

Dette blev opdaget - dvs min mistanke blev vakt, da jeg havde en omsætning i kontanter (er kasserer i forening) liggende hjemme, og sedlerne var bundtet.

Da jeg indsætter penge, stemmer bundterne ikke!

Jeg frygter, det kan have været min søn - spørger hjemme - men får at vide - det har man bestemt ikke.. og anede ikke, jeg havde penge osv.

Imidlertid har han været fræk i skoleboden. Og vagten her gør klasselærer opmærksom på han er set flere gange med "flere hundrede kroner". Drengen har madpakke hjemmefra - er med i skolemælksordning. Pengene er tilsyneladende brugt til mange kakaomælk.

Jeg er så frustreret. Mener ikke en ordentlig skideballe (for dem har der været nok af i andre sammenhænge) er vejen. Men hvad er så? Indtil videre har jeg med hjælp fra skolen udstedt forbud mod køb i skolebod. Og har han retmæssigt penge hjemmefra, så er det med skriftlig tilladelse, hvis han har penge med og vil købe.

Jeg ved han minimun har taget 600 kr fra mig - dvs omsætningen. Det kan hans opsparing lige dække. Og det mener jeg faktisk den skal.

Hos hans far har han stjålet fra et stort glas med opsparede småmønter. Konen har ved optælling skønnet, der er taget minimum kr 400.

Vi har talt sammen - enige om alle rede penge og tegnebøger skal gemmes langt væk.

Alle har vi det frygteligt med at skulle ud i forbudsjungle og mistillid.

Men hvad pokker gør vi? Jeg har et møde med drengens klasselærer i næste uge.. men føler også meget stærkt for at handle nu...

Selvom jeg ved, jeg gør det rigtigt - lærer børnene om rigtigt og forkert.. ja så skammer jeg mig meget og græder.

Jo, små børn, små problemer..





Kære du...

Jeg har stået i samme situation som dig - min datter var dog kun knap 7 år.
Nu vil jeg fortælle dig hvad JEG gjorde, hvilket virkede :-)
Jeg siger dog ikke at det er det rigtige.

Jeg snakkede med hende, og fortalte hende at jeg var meget ked af det ( jeg begyndte faktisk at græde, hvilket chorkedede hende) og at jeg blev meget bange. Bange fordi kommunen, hvis det ikke stoppede, på et tidspunkt måske kunne få den ide at jeg ikke kunne finde ud af at passe hende ordentlig, og at det kunne få den konsekvens at de ville finde en institution hun skulle bo på - at de ville komme og tage hende fra mig!

Dette må jeg hellere lige sige, var et råd jeg fik fra en pædagog, som havde brugt det samme da det var hendes barn.

Bål og brand JA, men hun har aldrig taget noget siden, og jeg var til sidst helt nervøs for at have hende med i butikker eller på besøg, da hun kunne finde på at tage hvad som helst.

Jeg var også HELT ulykkelig- men fik faktisk af vide af flere af pædagorene i hende sfo og gamle børnehave at det er meget normalt !
Og at de fleste børn på et tidspunkt stjæler- jeg gjorde det også selv, og alle mine klasse kammerater gjorde det også, kan jeg huske i frikvaterene hos den lokale købmand.
Det var SPÆNDENE OG SEJT :oops:

Jeg blev snuppet for det, og truet med en anmeldelse til politit, jeg har ALDRIG taget noget der ikke var mit siden.

Jeg tror han "trænger" til en forskrækkelse.... Nu får jeg måske hug ?

Men jeg tror ikke der behøver ligge dybe problemer som han skal bruge psykologhjælp til.

Jeg kan godt forstå din frustration :cry:

Held og lykke med ham - mon ikke det nok skal rette sig :wink:


Hm... hug får du ikke, men jeg synes, det er meget at skulle forholde sig til - tvangsfjernelse, mors gråd over situationen - for et barn på 7!!!

Men ellers er jeg enig med dig i, det ikke behøver være alarmerende at børn "stjæler". Min datter på 7 gik for et par dage siden grædende til bekendelse - hun havde taget lakridser fra en åben pose uden at spørge først.



Ja det har du da ret i helena, men det kommer måske også an på hvor moden barnet er om det forstår hensigten- det var ikke sådan at jeg sagde at nu kommer de og tager dig!!!!
Men jeg forklarede hende hvad der i værste fald kunne ske.
Og jeg synes ikke der er noget i vejen med at vise barnet følelser som gråd, hvis man roligt og nænsomt forklarer hvad årsagen til gråden er.

Jeg siger ofte til min datter: Du kan gøre mig vred, og meget ked af det- men du kan aldrig gøre noget som du ikke kan fortælle mig.

Jeg ville blive meget chorkeret hvis min datter ligefrem græd, over at hun skulle fortælle mig at hun havde taget en lakrids uden at spørge om lov :shock:

Hvorfor græd hun? Frygt, skam?

Vh :-)


Hej igen

Jeg tror min datter skammede sig, fordi hun ved, det er forkert at stjæle, men hun ville jo gerne have nogle lakridser selvom jeg havde sagt nej til slik inden spisetid. Da jeg selv havde den alder - måske lidt ældre - tog jeg 10 kroner fra min fars bukselomme så jeg kunne købe slik. Behøver jeg sige, det slik ikke smagte særlig godt?? Smile Jeg tror ikke, mine forældre nogen sinde opdagede det, men jeg har ikke stjålet andet end den 10´er fra dem siden.

Hun har helt sikkert frygtet, jeg ville blive vred. Jeg ser intet alarmerende i at min datter går på lakrids-rov, men jeg synes, det er fint nok, hun finder ud af, følelsen af at "stjæle" ikke er særlig fed og faktisk reagerer og får dårlig samvittighed.

Jeg synes stadig, det er meget for et barn at forholde sig til mors gråd og den viden, at hun kan gøre noget, der er så slemt, kommunen tager hende væk fra dig. Dén frygt er i mine øjne værre end at skulle forholde sig til, jeg bliver vred, når min datter tager noget af mit, hun allerede har fået at vide, hun ikke skal tage.

Mine børn ser bestemt også alle mine følelsesregistre - fra vrede til gråd. Men gråd er i mine øjne ikke den rette reaktion overfor børn i den alder. Jeg tror hellere, barnet vil se en forælder reagere med vrede end med gråd - der vel er lig med afmagt og skuffelse og sorg. Når du græder som en reaktion på noget, dit barn har gjort, synes jeg, du lægger op til at barnet skal trøste - er det ikke en mekanisme der går i gang i mange af os - at ser vi nogen, der er kede af det, får vi et behov for at trøste, vi kæder ihvert fald de to ting sammen og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt at påføre forældre-barn-relationer - slet ikke når børnene er så unge.

Men det er jo bare min mening Smile
Top 25 Bidragsyder
Indlæg 460
Hej forfatter

Det lyder som om du håndterer det godt. Hvis dette er en reaktion på en konflikt, har det måske taget lang tid at bygge dén situation op - og det vil sikkert tage tid at komme tilbage på rette spor igen. At han benægter at have taget noget er vel et tegn på, han godt ved det er forkert at stjæle og ikke har lyst til at være en tyv og det er et godt tegn.

Jeg synes også, det er fint at vise ham, det ikke er ok at stjæle men uden at skælde ham ud. Hvis han har brug for åbenlys omsorg og accept, er det også vigtigt at vise ham, han kan være ærlig og at I vil hjælpe ham videre herfra, selvom det bliver svært og selvom han har dummet sig.

Igen - held og lykke til jer alle og specielt til din søn :)
Top 50 Bidragsyder
Indlæg 155
Hej Bitch...

Dejligt med en tilbagemelding.
Det lyder rigtig godt, det du skriver.
God ide at komtakte PPR. Der sidder nogle virkeligt kompetente folk der.
Held og lykke. Og tillykke til din dreng, der har en mor der kæmper for ham.

vh Lin
Side 1 ud af 1 (11 indlæg) | RSS-feed
Aller Press A/S © 2008 - www.aller.dk