Kvinder der har behov for at positionere dem selv - åh nej

Breddegraden:

Libbie: Rørende enig

Der er tilsyneladende mange  mennesker der går rundt  og kæmper med deres kønsroller? Jamen det er jo skrækkeligt at de har så dårligt tag i dem selv. Det er godt nok ikke mennesker i min omgangskreds, jeg ved ikke hvor de stakler gemmer sig - men nå ja - "undersøgelserne viser jo".... Ævl og kævl....

 

Som regel synes jeg også, at det er rigtig svært at genkende mig selv i diverse undersøgelser. Nogen gange synes jeg faktisk, at jeg passer bedre på de undersøgelser, der omhandler mænd! Skal man så konkludere, at man måske i virkeligheden er en mand....?

Eller at man bare ikke er repræsentativ for undersøgelserne? Nu har jeg den seneste tid set DR2-programmet "Hjælp, min kone er skidesur". Og jeg må godt nok sige, at hvis DET viser, hvordan kvinder generelt tér sig i parforholdene rundt omkring, så siger jeg: stakkels mænd! Kvinderne bliver her fremstillet som aldeles rædselsfulde, der sandelig kunne trænge til en åndelig endefuld.

Og så er det, at man ikke forstår, hvorfor mænd, der lever sammen med sådanne kvinder, ikke siger fra?? På en ordentlig måde, forstås. Mander sig op, træder i karakter som mænd, der ikke finder sig i at blive behandlet som et ligegyldigt insekt, man bare kan klaske med fluesmækkeren!

Som regel synes jeg også, at det er rigtig svært at genkende mig selv i diverse undersøgelser. Nogen gange synes jeg faktisk, at jeg passer bedre på de undersøgelser, der omhandler mænd! Skal man så konkludere, at man måske i virkeligheden er en mand....?    Jfr. kraka.

Nej, nok ikke direkte en mand, men unisex, hverken M/K må stå tilbage, som hjælpeløse får, og HVORFOR ikke, spørger jeg mig selv, der er noget kvinder bare er bedst til - og det samme gælder mænd, men sådan skal det ikke være mere ifølge kønskampen, vi skal bestræbe os på, at blive noget så liiige - det mener jeg så, at det er roden til noget være rod ...

Nu har jeg ikke set nævnte program, så det kan jeg ikke rigtig udtale mig om, men generelt, så synes jeg faktisk, at det er mænds egen skyld, at de er dér, hvor de er i dag, nemlig nogle skvat, der har snot på kraven og ikke hård på brystet, istedet for at træde i karakter, så stikker de halen mellem benene og løber langt væk, det løser ikke nogen problemer for mænd, de har stilletiende bare været tilskuer til div. kvindeoprør, hvilket også tildels var på sin plads dengang, det skete - men meeen alt med måde, der var bare ikke nogen mænd der havde lyst til kamp.

Og det er der tilsyneladende stadig ikke, men derimod en hel masse martyrer, prøv at træde i karakter, det klæder som regel rigtige mænd

Libbie:

men generelt, så synes jeg faktisk, at det er kvinders egen skyld, at de er dér, hvor de er i dag, nemlig nogle skvat, der har snot på kraven og ikke hår på brystet, istedet for at træde i karakter, så stikker de halen mellem benene og løber langt væk, det løser ikke nogen problemer for  kvinder, de har stilletiende bare været tilskuer til div. oprør, hvilket også tildels var på sin plads dengang, det skete - men meeen alt med måde, der var bare ikke nogen kvinder der havde lyst til kamp.

Og det er der tilsyneladende stadig ikke, men derimod en hel masse martyrer, prøv at træde i karakter, det klæder som regel rigtige kvinder

Jeg synes at vi passende også kunne kigge i egen tudende barm, når vi siger til mændene at de bare må træde i karaketer og lade være med at spille martyr.  Jeg har for sjov skyld erstatettet mænd med kvinder i ovenstpående ...

Hvis du havde skrevet ovenstående i en hvilken som helst debat, eller i et læserbrev - var du blevet lynchet og kaldt chauvinist ... mens det er helt gangbart at sige det til mændene?!?!?!?!

Kvinder skal beskyttes, pakkes ind i kvoter og ligestillingslove - mens mænd bare skat få fingerere ud af vanillekransene og kommer derudaf !   Lidt underligt, ikk?   Jeg brækker mig nogen gange over at nogle kvinder spiller så meget på deres historiske hjælpeløshed (ligesom jøderne i Israel, kræver speciel opmærksomhed fordi man forfulgte jøder for 1000 år siden, og krigen bla bla bla bla).     Tag dog for fanden og lev i nueet - og lad være med at forsøge at skumme fløden åga begivenheder, der end ikke skete i vores levetid ...

MetteS

Jeg synes at vi passende også kunne kigge i egen tudende barm, når vi siger til mændene at de bare må træde i karaketer og lade være med at spille martyr.  Jeg har for sjov skyld erstatettet mænd med kvinder i ovenstpående ...    Jfr. mettes.

Jeg synes også, at det var "sjovt" at læse.  Jeg ved godt, at det jeg mener ikke falder i god "jord" blandt de fleste, men ikke destomindre, så er det ikke helt ved siden af, du skal ikke tænke på din egen generation, du skal tænke på den før og før.

Og jo, selvfølgelig skal vi leve i nuet, det gør jeg også 100%, men derfor kan jeg nu godt have en mening om "nuet", jeg synes det er synd for MÆND ikke kvinder, det er  kvinderne, der sidder på den tykkeste gren, det er dem, som dominere og realisere deres kvindelighed, og hvis du spørger mig, så synes jeg, at den kvindelighed gør, at det nok ikke er muligt at etablere et forhold, hvor der er plads til mandens maskuline instinkter, altså at han kan få lov til at være mand, uden at skulle lade som om, at han kan amme.

Kønsdebatten er for langt ude, og nej, kvinder behøver ikke mere at blive beskyttet, det gør de selv, og hvorfor brækker du dig over historiske hjælpeløshed, det er ikke det, det handler om, nej det handler om, hvad kvinder er god til og hvad mænd er god til, men det er bare ikke moderne, vi skal unisexe og det fortsætter nok i 2010 - tænk, det kan jeg brække mig over ....

skal tænke på den før og før.  Sludder, det skal selvfølgelig være efter og efter

Libbie:

og hvorfor brækker du dig over historiske hjælpeløshed, det er ikke det, det handler om, ne

Fordi mange kvinder STADIG tuder over buhu-uretfærdigt mht. arbejdsmarkedet fx (pension, kvoter i betyrelser etc) ... så Nej, kvinderne KAN godt selv, men en stor del vil helst ikke - og en del af dem der vil, gider ikke betale prisen (for der ER en pris) for karrierelivet.   Og det er til at brække sig over at høre på!

Jeg går skam heller ikke ind for ensretning og alle er lige - men for ligeværd, som er noget helt helt andet!

MetteS

Libbie og Mette. I hopper lidt mellem magten i forholdet, og magten i samfundslivet, men fair nok. Jeg bed mærke i en ting, som Libbie skrev.

” det er  kvinderne, der sidder på den tykkeste gren, det er dem, som dominere og realisere deres kvindelighed, og hvis du spørger mig, så synes jeg, at den kvindelighed gør, at det nok ikke er muligt at etablere et forhold, hvor der er plads til mandens maskuline instinkter...”

I er konstant engageret i tingene ud fra synspunktet, hvad er bedst for mig. Det er også derfor at nogen kvinder gerne vil have en stærk mand. Fordi de gerne vil standses i deres egoisme, men andre kvinder siger de vil have en stærk mand, men efterfølgende ikke kan tåle modspillet, og den tilstedeværende trussel mod deres egen egoisme/styring af forholdet. Som mand drejer det sig om, at finde den kvinde, som gerne vil standses i hendes eget ego-trip.

Kvinder har ikke romantiske motiver for deres deltagelse i tosomheden. De tager udgangspunkt i en ramme, hvor de er midtpunktet, hvor behov som kærlighed, tryghed, og fællesskab ganske vist hører hjemme, men set ud fra et egoistisk kvindeligt synspunkt. Kvinder er langt mere beregnende i deres motiver for et godt forhold, og mindre romantiske end mænd. Et romantisk motiv tager i min definition ikke udgangspunkt i sig selv, men den anden.

Indrømmet, at mænd også tænker på deres liderlighed og derfor egne behov, men det er dyriske drifter, mens kvindens tager udgangspunkt i sociale, moralske, økonomiske, praktiske, og tryghedsmæssige behov. Mænds motiv for at engagerer os i et forhold med en kvinde, er langt mere fokuseret på kvinden, og hvorvidt man kan gøre hende glad, modsat kvinder som tænker – Kan han gøre mig lykkelig. Det passer jo fint sammen, men det ændre ikke på, at vi har forskellige motiver for vores deltagelse, og hvor mandens er langt mere ”rene” og romantiske.

Det er heller ikke uden grund, at de største romantikere indenfor litteraturen er mænd. Mænd skriver bøger, som handler om deres begær og kærlighed rettet mod kvinder, mens kvinder skriver bøger som handler om mandens kærlig rettet mod DEM selv. Mandens fokus er altid rettet MOD kvinden, mens kvindens fokus er rettet mod SIG SELV.

Mandens tilgang til forholdet er: Når hun er glad, så er jeg også glad.

Det var også derfor at den gode Freud i sin tid skrev, at han tillagde kvinden en større grad af egoisme. Han gav det betegnelsen narcissisme.

Derfor er den nuværende karriere-kultur heller ikke sund for tosomheden, da den netop optimere kvindens mulighed for, at dyrke egoismen. Noget som ikke er fordelagtigt for tosomheden og par-forholdet.

Og derfor, Mette, beklager kvinder sig også altid, og ser sig selv som uretfærdigt behandlet. Det er en praktisk foranstaltning som tager sit udgangspunkt i – at man har sit fokus rettet mod sig selv, og gerne på bekostning af andre. I det her tilfælde, manden.

For kvinder er det mest praktisk, at have en vat-pik derhjemme. Problemet er så, at det konflikter med biologien, og  evolutionær-psykologien, herunder rolle-fordelingen og magten mellem kvinden og manden. – og så er vi tilbage ved start-punktet for min tese om, at det moderne liv konflikter med biologien.

Jeg tror vi mænd ville klare os bedre i par-forholdet, og i diskussionen, hvis vi ikke var så naive, og lod os forføre at smilet, det charmerende blik, og den vuggende gang med bagdelen. Mænd ville vinde 9 ud af 10 diskussioner med kvinder, hvis blot vi onanerede 5 min før

Hej Baron, jeg kan så forstå at du desværre må have onaneret mindst 15 minutter før du skrev dit indlæg Men du har nu ret i meget af det du skriver.

Når et lykkeligt parforhold er så svært at opnå for både kvinder og mænd, skyldes det, groft sagt, at kvinder gerne vil have et parforhold fordi vi tænker på de fordele det indebærer for os. Årsagen til at mange mænd er væsentligt mere lunkne overfor det faste parforhold kan så skyldes, at I ser mere på hvad I evt. mister i forholdet   

Alligevel ønsker jeg jer alle en Glædelig Jul

MBF:

Jeg tror den store forskel i par-forholdet, og årsagen til, at kvinden har magten og styre dette, enten via bebrejdelser, offer-snak, m.m. skal findes i nogle tidsbestemte kønslige forskelle mellem kønnene, som er opstået i moderniteten.

MBF - du tænker vel her på hele kvindekampen, der i 1970'erne udviklede sig til 'beton-feminisme' - men hvis formål var ligestilling? Dette formål kan ingen vel være uenige i retfærdigheden i? Kvindernes stilling var før den tid groft sagt: at blive forsørget af deres mand, at skulle modtage penge til husholdningen, at passe børn, mand og hus og i øvrigt ikke havde meget at skulle have sagt, for det de havde at sige, blev ikke tillagt nogen større værdi. Kort sagt skulle kvinden leve på mandens præmisser, fordi det var ham, der tjente pengene. Hun blev ofte betragtet som mindre intelligent end manden, og i det hele taget som et andenrangs væsen.

Alt dette ville kvindekampen gøre op med. De ville have lov til at tjene deres egne penge og kom ud på arbejdsmarkedet. Og der var brug for deres arbejdskraft i tressernes økonomiske opgangstider. Kvinderne begyndte, som du skriver, at sætte sig selv i centrum - karrieremæssigt, intellektuelt, seksuelt - og p-pillen blev opfundet. Det har vel været til gavn for både mænd og kvinder? At det så har udviklet sig til det, som du beskriver - at det i dag er kvinden, der har magten - er selvfølgelig ikke rimeligt.

Måske fordi det fra kvindernes side var en meget bevidst og organiseret kamp? Mændene havde jo pr. definition magten indtil da, og tingenes tilstand var ikke noget, der var forbundet med dybere refleksion. Nuvel, så er det vel nu mændenes tur til at bevidstgøre sig og bekendtgøre, hvad DE synes er forkert og uretfærdigt? Her synes jeg bare, at mændene ofte i stedet indtager offerrollen lige så ofte som kvinderne og ikke handler, man falder tilbage i passivitet og med store hundeøjne blot finder sig i sin "skidesure" kone. Nu havde Freud jo også en teori om kastrationsangst, men hvad stiller moderne mænd egentlig op med den? For ikke at tale om kvindernes penismisundelse? Det skulle da være en forholdsvis smal sag at benytte sig af denne, da kvinder ikke har nogen penis

Jeg læste for nogen tid siden en artikel med titlen "Ofrets århundrede". Tesen var, at vi alle, uanset køn,  er tilbøjelige til at spille ofre - hvis vi derved kan slippe for at tage et ansvar. Det gælder lige fra kvinder, der lave falske voldtægtsanklager, til voldtægtsmænd, der undskylder sig med en dårlig barndom. TV-udsendelser med 'offer-beretninger' er også vældigt populære. For ikke at nævne politikere, der tørrer deres ansvar af på andre.

Tilbage til mænd og kvinder. Jeg tror, begge køn er bedst tjent med en fælles indstilling til at få det hele til at lykkes - på arbejdsmarkedet og i privatlivet. Enhver må gribe i egen barm og lære at tage et ansvar - for sin egen indsats til gavn for tosomheden og fællesskabet, både ude og hjemme. Selv synes jeg, at jeg har været igennem en masse lort i tilværelsen og ingen hjælp fik. Men det var sundt i sidste ende, for jeg lærte, at det ikke kan nytte at stille sig an som et offer - for noget som helst i virkeligheden. Man må selv tage fat og erkende, at man måske ikke selv var skyld i, at der tilstødte én nogle grimme hændelser, men at man selv kunne tage ansvaret for at rejse sig ved det væltede træ med fornyet styrke!

Omsat til forholdet mellem m og k i den moderne tilværelse: Vi må hver især tage det ansvar, der hører med. Og biologiens plads i moderniteten? Den må bevidstgøres ligesom alt andet. Vi har biologisk nedarvede instinkter, ja, men skal arvegodset fra stenalderen stadig fuldstændig bevidstløst fortsat lave støj på linien, når vi tager os lidt tid til at fintænke med den evne, vi har udviklet fremfor dyrene: at reflektere?

Også god jul herfra

Her skulle stå noget, men det er slettet. Ville skrive noget andet, men nu er det jul.....

.

MBF:

Det er heller ikke uden grund, at de største romantikere indenfor litteraturen er mænd. Mænd skriver bøger, som handler om deres begær og kærlighed rettet mod kvinder, mens kvinder skriver bøger som handler om mandens kærlig rettet mod DEM selv. Mandens fokus er altid rettet MOD kvinden, mens kvindens fokus er rettet mod SIG SELV.

Mandens tilgang til forholdet er: Når hun er glad, så er jeg også glad.

Kære MBF.

Nu er det lang tid siden, denne debat blev afsluttet, men jeg har alligevel et par kommentarer:

De største romantikere inden for litteraturen var oprindeligt mænd pga. kønsrollerne på det tidspunkt - glem ikke, at George Eliot var et nome de plûme for Mary Anne Evans. Jane Austen var helt sikkert også præget af sin samtid, for det gennemgående tema i hendes hovedværker er kontrol og disciplin og aldrig at give los for lidenskaben.

Nu ved jeg ikke, hvilke værker i litteraturen du helt specifikt refererer til, men din analyse er forkert. Det er et sweeping statement, som vi ikke kan bruge til noget som helst konkret.

At mandens fokus er rettet mod kvinden, mens kvindens er rettet mod sig selv....jamen, det er jo det rene vrøvl, MBF!!!! Det er da muligt, at nogle kvinder er mest optaget af, hvor forelsket en given mand er i dem frem for at føle efter, hvordan de selv har det - men forhold af type har det med ikke at være langvarige, så problemet løser sig af sig selv.

Hvis kvinder er meget optaget af en mands følelser for dem, er det oftest, fordi hun nærer store tvivl herom

.

MBF:

Mænds motiv for at engagerer os i et forhold med en kvinde, er langt mere fokuseret på kvinden, og hvorvidt man kan gøre hende glad, modsat kvinder som tænker – Kan han gøre mig lykkelig. Det passer jo fint sammen, men det ændre ikke på, at vi har forskellige motiver for vores deltagelse, og hvor mandens er langt mere ”rene” og romantiske.

Sig mig - havde du fuld rejsning, da du skrev det her - for der er da intet vidnesbyrd om, at der i skrivende stund foregik nogen form for blodgennemstrømning i din ellers excellente hjerne, kære MBF.

Det kunne aldrig falde mig ind at forsvare en kynisk og beregnende tankegang (du skriver også noget med økonomiske overvejelser, men det orker jeg altså ikke at kommentere på), uanset hvilket køn dette så måtte være repræsentativt for, men at mandens tanker skulle være mere "rene" og "romantiske" end kvindens generelt er højst usandsynligt. At kvinden overvejer, om manden er kompatibel med hende på afgørende punkter - hvad er der galt med det? Er det ikke blot at forene lidt rationel tankegang med følelser? Og er det ikke meget godt med 15.000 skilsmisser om året alene i DK? I øvrigt er overvejelserne nok snarere således: "Jeg kender ham nu.....skal vi flytte sammen....jeg kender hans svagheder, han kender mine.....men jeg kan kun tage stilling til, om JEG kan holde HANS svage sider ud i længden....." Hvordan kan det realistisk set i 2010 være negativt? Hvis hun på et eller andet niveau ved, at det allerede før sammenflytning irritererer hende grænseløst, at han gør sådan og sådan...hvorfor så ikke tage det med i overvejelserne.¨

MBF:

Jeg tror vi mænd ville klare os bedre i par-forholdet, og i diskussionen, hvis vi ikke var så naive, og lod os forføre at smilet, det charmerende blik, og den vuggende gang med bagdelen. Mænd ville vinde 9 ud af 10 diskussioner med kvinder, hvis blot vi onanerede 5 min før

 Og så er vi tilbage ved det snart anakronistiske synspunkt - som du selv længere oppe betegner som "dyriske drifter" - at mænds seksualitet, der er så ren og stærk, jo nærmest er lammende for al hjerneaktivitet - mens kvinder således er "de onde", fordi de ifølge dig tager nogle økonomiske og kulturelle overvejelser med, før de indgår et forhold. Dvs. manden er barnet, som man undskylder, mens kvinden er den kyniske voksne, der udnytter mandens autentiske, ægte, varme lyst til hende???

PLEASE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!POR FAVOR!!!!!!!!!!GUDFADER!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

For det første tror jeg simpelthen ikke på, at nogen kvinde seriøst lader sig stoppe, hvis hun har dybe følelser for en mand, om han så måtte være arbejdsløs indvandrer uden noget håb om en fremtid på arbejdsmarkedet. Jeg kender ingen kvinde, der har taget økonomiske overvejelser med i spillet - tværtimod kender jeg kvinder, der har deponeret 50.000 for at få en udenlandsk mand til Danmark. Uden at tænke på, at de skal forsørge ham i nogle år, måske i mange år.

Og ja, det er et velkendt faktum, at nogle mænd gør det samme - økonomisk set "gifter sig nedad", men i mange år var det jo stort set også, i hvert fald for the corporate fat cats, umuligt at finde en kvinde, der oppebar samme høje løn. Man ser også mere end blot midaldrende mænd med en seksuel udstråling som stivnet havregrød spankulere på gaden med den thaikvinde, de har købt sig - mænd har typisk ikke et problem med, at kvinden tjener mindre end dem, for mange giver det dem sandsynligvis et selvværdsboost (som skal være dem vel undt, når de nu er så stakkels).

Jeg tror godt, at vi kan blive enige om, at det dér med nogle generaliseringer og skyden hinanden noget i skoene er langt, langt ude i skoven - og det billede af mænd og kvinder, som du fremstiller, kan jeg slet ikke genkende.

Tværtimod ser jeg hele tiden kvinder, der er dybt ulykkelige, fordi deres mænd netop IKKE tænker på deres velfærd - kvinder, der længselsfuldt og forgæves venter ved telefonen - mænd, der ikke gider deltage i det familieliv, de trods alt selv har været med til at starte op.....osv.osv.

At mænd tænker over, hvad de mister versus hvad de får kan jeg da kun bifalde fuldt ud! Alle ved, at liderligheden aftager efter et antal år - hvis man har den mindste lille smule fornuft gør man sig de overvejelser, før man etablerer et liv sammen. Ellers er det bedre og mere konstruktivt bare at være kærester og bo hver for sig. En model, jeg i øvrigt selv er meget glad for.

JosephineX, jeg skal beklage at jeg ikke har responderet på dit indlæg, men jeg har været travlt optaget af, at skrive et lorte-projekt, som jeg helst vil brænde, men som jeg grundet tidsnød måtte aflevere.

Jeg fastholder at mænd generelt er mere uselviske og ”bedre kærester” end kvinder. At mandens fokus er rettet mod kvinden i forholdet, mens kvindens fokus er rettet mod sig selv – og hvis det endelig er rettet mod manden, så er det ud fra devisen – Hva gør han for MIG – Mens mandens fokus er – Hvad kan jeg gøre for hende.

Det er ikke uden grund at mange kvinde-blade og kvinde-emner altid har kvinden selv som centrum for emnet. - modsat mandeblade og mande-emner, som spænder fra alt lige fra politik, biler, kvinder, fodbold, osv. Altså et fokus som vender væk fra manden – modsat kvindemagasiner hvor fokus vender ind-ad mod kvinden.

Kvinder er generelt mere selvcentreret end mænd. Det er både et psykologisk og biologisk faktum. En af årsagerne, blandt flere, til at der aldrig rigtig kommer en mandebevægelse i forbindelse med køns-debatten er, at mænd slet ikke interessere sig så meget for dem selv og deres køn, som eksempelvis kvinder gør.

En årsag til, at kvinder også er langt mere underlagt mode-tendenser, kropsligs eksponering, m.m. skyldes også, at deres fokus ofte er rettet mod dem selv. Kvinder fokusere alt andet lige mere på dem selv, deres krop, deres par-forhold, deres liv, og med dem i centrum, end mænd gør det.

Jeg læste en undersøgelse tilbage i sommers som viste, at kvinder tænker 4 gange så meget på ting i dagligdagen hvor de er i centrum, som mænd gør det.

Årsagen til, at begreber som – brokkende kvinder – er almen eje i vores samfund skyldes også, at kvinderne ofte eller hele tiden ser på mænd, som et indslag i deres eget ego-trip.

Jeg må derfor fastholde mit oprindelig synspunkt. Mænd er mere uselviske end kvinder – når det drejer sig om den evige interaktion og social'sfære mellem kønnene. Mænds biologiske hovedformål er, at tage vare på kvinden. - Kvindens hovedformål er, at tage vare sig selv- af hensyn til afkommet.

Kære MBF

Det er helt ok - det gav da også mig tid til at køle af!

Enige bliver vi nok ikke, men det er jo også det, der gør debatten herinde spændende!

Fra nogle kvinder kan jeg genkende de attributter, du tillægger kvinder - kender et par eksempler på "hard core datere", der møder "deres livs kærlighed" ca. hver 3. måned, og jeg har bemærket, at det, de lægger til grund for denne ophøjelse er, hvad pågældende mand har udtalt. Sjovt nok erklærer alle disse herrer inden for de første 2 uger, at de elsker dem i samme åndedrag, som de nævner ægteskab.

Efter 3 mdr. bliver disse kvinder så dumpet - men det var ikke det, der var mit fokus i anekdoten, det var netop fokus på, hvad HAN føler.

Personligt har jeg altid haft det helt anderledes - det er da dejligt at blive bekræftet, men jeg er 100% fokuseret på egne følelser, hvilket måske er den grundlæggende årsag til, at jeg et par gange har brændt mig noget så forskrækkeligt, at det tager år at hele. Jeg kan ikke indgå i relationer på andre præmisser end at mærke, hvordan jeg selv føler, og dit indlæg bekræfter mig i det mindste i, at det ikke er helt skævt og forkert, selv om man måske lider nogle gevaldige nederlag på samme konto.

Så den kurs har jeg planlagt at følge - jeg kender ikke andre måder at elske på.......

Lyttede også til Mads og Monopolet i lørdags - hvor et issue omkring en mands løn blev taget op. En kvinde havde skrevet ind - hun havde simpelthen svært ved at acceptere, at han havde lidt levegæld og ikke fik udbetalt ret meget. Jeg sad hovedrystende og lyttede. Er klar over, at det er godt at tænke langsigtet og praktisk, for manglen på penge kan jo stå i vejen for realiseringen af fælles drømme, men jeg kunne ikke lade være at tænke på dig og dit indlæg og tænkte, at hvis det var med kønsligt omvendt fortegn, ville den lave løn slet ikke have været et issue. Eller ville det?

Kunne gæld eller lav løn være udslagsgivende for, at en mand fravælger en kvinde?

Personligt har jeg da haft flere kærester, hvis indkomst var lav, og som ikke havde udsigt til forbedring, og jeg anså det ikke som et problem, for så ville man jo blot i fællesskab, hvis man skulle bo sammen, finde et huslejeniveau, hvor han kan følge med. Jeg ville ikke se det som mit ansvar at forsørge ham. På nogen måde. Det betød ikke noget - hvad der betød noget var deres uddannelse og interesser i livet.

Jeg ville da fx elske at være kæreste med en forfatter in spe, der på et loftskammer med 1 stearinlys tændt kæmpede for at komme i hus hos et forlag. Jeg ville komme forbi med en lækker kage og cola og opmuntre ham. Og måske invitere ham på et måltid varm mad, så han ikke gik helt sukkerhold!

Men kvinder er forskellige. Jeg kan sagtens se, at livet med penge er meget nemmere - men den tanke, at en mand skal forsørge mig eller forsøde min tilværelse økonomisk ligger mig meget fjernt.

Det vigtigste er, at han er glad for sit arbejde og synes, at verden er et spændende sted og fordyber sig i ting. At han så ikke kan leve af det, er mig flintrende ligegyldigt - det ville ikke være hans skyld, det er samfundets skyld!

Fortsat god mandag til jer alle....

MBF:

Jeg fastholder at mænd generelt er mere uselviske og ”bedre kærester” end kvinder. At mandens fokus er rettet mod kvinden i forholdet, mens kvindens fokus er rettet mod sig selv – og hvis det endelig er rettet mod manden, så er det ud fra devisen – Hva gør han for MIG – Mens mandens fokus er – Hvad kan jeg gøre for hende.

Tja - det kunne jo være yndigt, hvis det "generelt" forholdt sig sådan. Men jeg kender altså rigtig mange eksempler, hvor kvindens fokus er rettet mod manden i forholdet. Jeg husker, at Josephine engang fortalte om en noget hysterisk far, og det var som at læse om min egen far, der virkelig formåede at få resten af familien til at krybe langs panelerne og gøre alt for ikke at tirre hans koleriske temperament. Fokus var i den grad rettet mod ham og hans øjeblikkelige humør, og hvordan man kunne gøre ham alt andet end sur, hidsig, rasende - eller "præ-menstruel", som mine søskende og jeg indbyrdes kaldte vores fædrene ophav.

Denne mandetype ved jeg findes endnu. Ligesom der findes småfascistoide kvinder, der styrer og manipulerer alt og alle med hård hånd. Det er rigtig træls, at disse typer får lov til at egotrippe, uanset om de er mænd eller kvinder. De tvinger andre til at sætte fokus på dem. I hvert fald så længe andre ikke overvinder deres angst og siger fra.

Det er måske et spørgsmål om temperament fremfor køn? Nogle mennesker har bare et hidsigt og/eller egocentrisk temperament. Til stor gene for dem selv og andre. Jeg tror, at jo større behov de har for at sætte sig selv i centrum på disse måder, jo dårligere har de det med sig selv. Omgivelserne vil i virkeligheden gøre dem en tjeneste ved at sige dem et par sandheder. Kunsten er bare at formulere dem på en konstruktiv måde, der ikke tilintetgør personen fuldstændig, hvis der ellers er et forhold, der er værd at kæmpe for.