Hej Maj.
Jeg har valgt at bevæge min ind i løvens hule, et kvinde forum/debat rum. Jeg
har et problem omkring utroskab og/eller mistanke der om. Jeg har været sammen
med min kæreste i 8 måneder nu, og jeg elsker hende over alt på jorden. Men det
hele starter med at min kæreste logger ind på min facebook side, og det må hun
selvfølgelig gerne, jeg har jo selv givet hende koden. I det at jeg intet har
at skjule. Men hun har så været inde og se i mine chat beskeder at jeg har
skrevet med en kvinde som jeg har været sammen med 2 år tidligere end jeg mødte
min kæreste. Og vi er ikke andet end venner, og vi skriver sådan set kun om
løst og fast, dvs skole, børn, med andre ord om alt. Og veninden har så været
oppe ved mig en gang meget kort for at hente en lader til en mobil tlf, og min
lillebror var der samtidig med. Jeg snakker ikke med hende mere og har ikke
rigtig gjort det siden hun var her oppe.
Det var så i går at min kæreste havde
været inde og se mine beskeder, og straks begynder at udspørge mig omkring
hende. (helt iorden), Jeg laver så den kæmpe fejl, og jeg ikke straks fortæller
kæresten alt omkring hende veninden der. Sagt på en anden måde jeg løj, og var
ikke 100 % ærlig, med det samme. Og det hele starter så med at hun er såret
over at jeg ikke bare fortalte hende alt med det samme. Og nu køre hendes
hjerne på højt tryk, og forestiller sig at jeg har været hende utro, ikke
fysisk men psykisk.. Hvilket jeg nok også har, hvis man ser sådan på det. Men
hun bliver også ved med at blide sig selv ind at det ville have blevet fysisk
hvis ikke hun havde opdaget det, som hun siger. Men jeg kan slet ikke
overbevise kæresten om at der intet er sket, og det vil aldrig komme til at
ske, for jeg elsker hende for højt til at kunne. Jeg kan godt se det fra hendes
synspunkt, at det ikke var særlig smart det jeg gjorde. Mit spørgsmål er nu.
Hvad kan/skal jeg gøre nu, for jeg har såret hende.??
Hvad kan jeg skrive og sige til kæresten.??
Jeg håber at det jeg har skrevet bare givet lidt mening, selv om at der står
lidt forvirrende. Og at du kan give mig et par gode råd, for drag over nakken
har jeg fået rigeligt af, fra folk der ikke aner hvordan sammenhængen er i det.
Mvh
Manden31
Kære Manden 31
Sikke en redelighed! Åh den ærlighed, den ærlighed.
Der er
netop kommet en sprit ny undersøgelse, der viser at facebook er medskyldig i
1/3 af alle engelske skilsmisser! Om det er sandt aner jeg ikke, men crazy
lyder det. Men facebook og det skrevne medie er bare en pokkers problematik i
parforhold. For det første kan jeg fortælle dig, at din kæreste ikke har stolet
på dig fra starten af, for hvorfor skulle hun ellers gå ind og tjekke din
facebookprofil? Har hun tidligere oplevet svigt omkring tillid i parforhold?
Noget kunne godt tyde på det, siden hun har brug for at tjekke dig i hoved og
røv.
Når man finder sammen som par, har man begge to en historie med. Du har en
historie med en veninde fra tidligere i dit liv, en kvinde du har haft et eller
andet forhold til. Det har din kæreste det svært med. Ikke at du har haft et
forhold til hende, men at du stadig har kontakten til hende. Og nu, at du har
løjet. Men jeg er meget i tvivl om, hvad du har løjet om! Uanset, så bliver løgn
stort set altid opdaget, og også i dit tilfælde. I min verden er løgn bevidst og nogle gange kan man godt glemme at fortælle noget om et eller andet, fordi man simpelthen
glemmer det, uden at det er en bevidst handling. Kan du se forskellen? Det du
har gang i her, lyder som en bevidst løgn, og det er dælme ikke smart, men det
har du heldigvis indset og nu skal der rettes op på det i en vis fart.
Det
eneste du faktisk kan gøre er at acceptere at det tager tid at bygge tillid op
igen, det er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden, og hvis din
kæreste ovenikøbet, som jeg fornemmer, har været udsat for svigt eller
tillidsbrud i tidligere relationer, så bliver de en del af den pakke du også
skal rette op på. Er det uretfærdigt? Ja! Men det er virkeligheden. Vælger vi
at være sammen med et menneske, der tidligere er blevet svigtet, løjet for
eller holdt for nar, så er deres healingsproces også en del af den proces vi
skal igennem som par. Men det tager tid. Og du kan igen og igen forsikre hende
om, at du intet har med den kvinde at gøre kærestemæssigt eller seksuelt, og så
ellers holde din sti ren. Altså droppe at lyve en anden gang, heller ikke om
små ting, for hun vil spotte det med det samme. Du skal fortælle din kæreste,
at du virkelig er ked af det, at du fortryder og at du gerne vil rette op på
det igen.
Du kan gøre bod og rette op på det igen ved at skrue op for
forkælelsen i en periode, gøre de ting hun elsker og som gør hende rigtig,
rigtig glad. Sige undskyld, jeg er ked af det, jeg fortryder, det vil ikke ske igen.
Og blive ved med det. Derudover vil jeg anbefale dig, at du forslår din
kæreste, at I tager en snak om, hvorfor I kan lide hinanden som kærester. Når
man oplever svigt eller tillidsbrud og måske i forvejen er usikker på sig selv,
så er det rart at blive bekræftet i, at man er speciel, en dejlig kæreste, den
eneste ene osv. Hold fokus på fremtiden, på hvad I skal og vil sammen, hvorfor
I elsker hinanden og vil hinanden. Jeg håber mine råd hjælper dig. Ellers kan
du finde endnu mere viden i bogen af Gary Chapman om Undskyldningernes sprog.
De kærligste hilsner
Maj Wismann, sexolog og parterapeut
Få mit Gratis Online Kursus "5 overraskende hemmeligheder til bedre sex
og mere lyst", hør, hvornår jeg holder gratis online foredrag, gratis e-bøger,
audios og meget mere på - www.websexolog.dk
De bedste hilsner,
Sexologen
.