Kære Ostrogen.
Jeg er en kvinde på 23 har haft problemer med manglende sexlyst i 9 mdr nu. i julen 2009 var jeg meget stresset pga opgaveskrivning og dårligt (læs meget!) samarbejde studiekammerater imellem. Dette resulterede i at jeg fik svamp som jeg døjede med i et par måneder, samt jeg var meget nede. Jeg har en kæreste som jeg har været sammen med i 1½ år snart og under den periode havde jeg smerter ved samleje og følte mig pga situationen ikke særlig attraktiv.
Disse smerter har forplantet sig så dybt i min psyke at selv efter jeg er kommet svampen til livs, og stressen er forsvundet, spænder hele min krop ved tanken om penetrering at jeg umuligt kan finde entusiasmen ved sex. mine muskler i underlivet strammer sig simpelthen sammen pga angsten for smerter. Sex er en aktivitet som jeg har elsket siden jeg var 15 og mangel på lyst har aldrig været et problem før. Nu kan jeg ikke engang finde entusiasmen til at onanere som jeg også tidligere har gjort rigtig meget.
Dette er til stor frustration for mig.
Min kæreste er meget forstående, og siger jeg ikke skal lade det frustrere da vi ellers har det supergodt sammen. Han mener jeg skal fokusere på andre gode ting. Men det kan være svært da jeg jo kan se hvor positivt hans krop reagerer på mig. Det er selvfølgelig en rigtig god ting:) Jeg er nok mere erfaren end ham og kan måske godt mærke lidt engang imellem at hans evner måske ikke helt er hvad jeg tidligere har prøvet. Men jeg synes ikke jeg har noget at klage over.
Jeg har prøvet at ransage mit forhold og er kommet frem til at det ikke er dér den er gal, for jeg har heller ikke lyst til andre mænd. Jeg lever i et sundt forhold med en jævnaldrende og føler mig meget ligeværdig med min partner.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Jeg har spurgt min læge og prøvede at forklare situationen hvorefter hun henviste mig til en bog "kvinder der elsker for meget". Jeg blev dog slemt skuffet da det viste sig at være en bog om kvinder som lever i usunde forhold med misbrug af en art, eller kommer fra familier med misbrug.
Dette er min historie, og den fylder meget i hverdagen for mig. Har i nogen idé til hvordan jeg kommer videre?
På forhånd tak!
Kære kvinde
Øv en situation du står i, jeg kan ærlig talt godt forstå du er NOGET frustreret! Som du har observeret, så reagerer vores kvindekroppe ganske sundt på smerte - i din sammenhæng, så gider kroppen ikke have sex mere, fordi du rigtig mange gange har haft sex, hvor det var ubehageligt eller måske ligefrem gjorde ondt, og det er sådan kroppen virker, hvis den er sund og rask - altså nej tak til det, der ikke er godt for mig. Så husk det - jeg slår fast igen - din krop reagerer sundt!
Men du skal jo også videre - og som du beskriver det, så lever du faktisk i en skide godt parforhold, med en ligeværdig partner, dog er du mere erfaren seksuelt, men det betyder knap så meget kan jeg forstå må dig - så det er ikke partneren der skal skiftes ud, heldigvis da. Men I skal i gang med at få sexlivet til at køre igen og det kræver faktisk lidt arbejde og diciplin fra jer begge. Du har vænnet din krop tilat sex ikke er behageligt, nu skal du vænne den til det modsatte - hvor mærkeligt den end lyder. Men det gøres ved simple øvelser, dem man i 70´erne kaldte sensualitetstræning. Lad os lige komme til bage til det nye årtusind og få en opdateret version :-)
I skal, en til to gange om ugen aftale at I skal have aftenen for jer selv (iøvrigt en god vane, hvis man vil have et parforhold til at holde i længden) - en slags kæreste aften. Det der skal være agendaen er nydelse for dig og ham. Aftal helt konkret hvem der skal tage initiativ til den første aften og fremefter, så I er sikre på, at aftnerne bliver gennemført. Gør det, der er godt for jer, eks. få god mad, snak, spil et spil og skab en god stemning sammen på jeres præmisser. Sørg for at der er god varme i soveværelset og måske blid belysning. Når stemningen er til det, så gå derind og klæd jer af (derfor varmen). Lad nu ham få en omgang nydelsesmassage af dig - uden seksuelle berøringer eller onani - og når han har fået en ordentlig omgang ca. 30 minutter, så er det din tur til at blive nusset fra top til tå. Og lad dig ikke distraherer af, hvis han bliver ophidset, for det gør han nok, når han skal give din krop nydelse for fuld udblæsning. Han må selv snuppe en spiller bagefter, uden du er involveret - denne øvelse må IKKE have noget som helst med sex at gøre. BASTA!
Lav denne øvelse til du er helt tryg og afslappet, og gå videre til næste trin, nemlig samme omgang men nu også med berøring af erogene zoner, dog stadig kun nus og kæl. INGEN onani. Når du er tryg og afslappe ved det, kan I gå videre til næste skridt nemlig massage, nus af erogene zoner og til slut blid onani. Når DET fungerer optimalt, kan I slutte med blid sex, og der menes BLID. Lad ham ligge lige i skedeåbningen med pikken i lang tid, så du slapper af til sidst og så lad ham indfører den ganske langsomt - det er virkelig musetrin vi har med at gøre her. Langsomhed og blidhed er kodeordene.
Dette skulle gerne hjælpe din krop tilbage til at kunne/ville nyde sex igen.
- Bliver det nemt? NEJ
- Kommer jeg til at græde? JA
- Bliver jeg nervøs og lidt bange? JA - helt vildt.
-Det tager da lang tid! JA!
Men det er en naturlig del af denne proces, men bliv i følelserne og lad din kæreste trøste dig, hvorefter i blidt går videre eller måske et trin tilbage. Og husk så for POKKER, at sex skal nydes, det er så vigtigt at det føles godt og at du kun gør det fremover, som er dejligt og som IKKE GØR ONDT. Det gode ved denne øvelse er, at I får det mest fantastiske sexliv, når I er færdige med træningen, fordi I har lært jeres egen og partnerens krop at kende på en helt ny måde, samt fået en helt nyt syn og nye oplevelser med, hvad sex også kan være og hvor nydelsesfyldt med er meningen det skal være.
De kærligste hilsner og held og lykke med træningen
Maj Wismann
Få mine
5 overraskende hemmeligheder til et endnu bedre sexliv
Læs mere af Maj Wismann - www.websexolog.dk + www.majwismann.dk
De bedste hilsner,
Sexologen
.