Min datter tror at hun ved alt, og tror at hun bestemmer over mig, min kone og hendes yngre bror på 7 år. Hun er meget bossy med sine venner.

Hvis man siger et eller andet til hende, eller beder hende om noget, svarer hun næsvist tilbage. Det er ikke bare en gang imellem dette sker - det er flere gange om dagen.

Vi snakker om det hver gang, og hun siger undskyld, men hun tager det ikke til sig og lærer af det.

Jeg og min kone er kommet til det punkt, hvor vi ikke kan klare at snakke med hende længere, for det hjælper ikke. Vi begge er ved at gå ud af vores gode skind, og tingene er ved at gå helt op i en spids.

Hvor har vi gået galt? Jeg ved godt at min kone og jeg ikke er enige om alle de ting, der drejer sig om børneopdragelse og andre ting, men det skulle vel ikke gøre sådan et stort udsving? HJÆLP!!!

Venlig hilsen

K. H

PS: Vi elsker hende over alt på denne jord, og vil gøre alt for at hun skal trives og have et godt liv.

     ----------------

Kære K.H.

Tak for din mail.

Det I beskriver er der mange forældre der oplever – det at blive forældre er en sand udviklings rejse

Det er meget normalt at børn, der er de største i familien bliver lidt bestemmende. Det er meget normalt at den tone der nogle gange er i skolen mellem eleverne kommer med hjem.

Jeres datter er ved at gå fra at være et lille barn, til at være et mellem barn.

Der sker sikkert meget i den gruppe af piger hun er i, i klassen.

Det er meget normalt at børn forandre sig, og øver sig i hvordan og hvilken plads de har i ”flokken” både hjemme og mellem kammerater.

Det lyder jo som om hun øver sig i at lede og bestemme

Det er ikke kun hende som er bossi, der er også nogle der lader sig styre rundt med. 

Så det er ikke kun hende I skal være opmærksomme på. Men også den gruppe hun befinder sig i.

Men dette her tror jeg ikke er kimen til problemet.

Du skriver at hun TROR hun bestemmer alt! – men hvis hun bare tror det, hvorfor bliver I så provokeret af det???

Bestemmer hun eller er det jer der bestemmer????

For hun kan da tro hvad hun vil – så længe I VED at det er jer, der bestemmer!!!

Det lyder som om, at I er startet på en diskussion om hvem der ved bedst? Og om hvem der bestemmer? – er der overhoved noget at diskutere ????

For selvfølgelig ved I højst sandsynligt mest- og I bestemmer da I er de voksne!!  Men I kan vise interesse for hvor klog hun er, og glæde jer over at hun ved så meget, og har en mening om mange ting.

Hvordan kan det være at I ikke glæder jer over at hun er en dame der tør sige sine meninger, og forsøger at tage styring??

Velvidende at det er jer der bestemmer og I bestemmer hvad hun får lov til at bestemme over!!!

Det behøver I ikke gøre højlydt.

Det behøver I ikke at sige til hende.

De ved I som hendes forældre.

på samme måde som I ved om hun må få en is, eller ej.

Hvis hun ikke må få en is brokker hun sig sikker højt lydt– viser utilfredshed, gøre modstand. Men det ændre ikke ved det faktum at hun ikke må få en is.

Hun har ret til at brokke sig. Men hun bestemmer det ikke.

Det er jer som voksne der gør det.

Hvis hendes brok bliver for meget, så lad vær med at hør efter. Lave noget andet, fjern fokus fra ”larmen” til noget andet….

Men der er intet at diskutere med hende!

Det skal der ikke snakkes om, det skal man som forældre vise i sin adfærd!!!

Sådan som jeg høre det bliver I usikre på jeres egen autoritet og begynder en diskussion med hende, og ved bare det at starte en diskussion med hende viser I hende at I ikke bestemmer. Da det er et stort ansvar når man bare er 9 år, at blive diskuteret med på den måde, og få den magt som I vælger at give hende ved jeres håndtering af jeres egen usikkerhed, skaber sikkert bare at hun bliver endnu mere bestemmende(?)

Det jeg høre er at I kritisere hende når hun tør være vidende og tage styringen.

Det er meget normalt at børn i perioder nogle gange kan virke bedre vidende, og det dækker som regel over en usikkerhed.

Det er nemlig en meget svær balance at finde, det at styre, havde en mening om noget uden at blive den dominerende.

Man skal opleve dette felt mange gange, øve sig i skolen og hjemme.

Lige nu bliver hun sikkert mere og mere søgende da det lyder som om I tager hendes undersøgelser som en trussel for jeres autoritet?

Hvis I ved at det er JER som voksne der bestemmer, så må I give ”plads” til den reaktion der kommer når man bliver bestemt over….

Lad vær med at tage den så alvorligt – lad vær med at føle jer som dårlige forældre fordi hun brokker sig!!!

Vær stolte over at I har en datter der er ”krudt” i J en datter der prøver sig selv af, en datter der tør at tage styringen.

Hvis I oplever hende ond når hun leder og tager styringen, så guide hende. Men kritik og ”afsky” avler kun mere ond styring. For det avler endnu kere usikkerhed.  Hvis I ikke lader jer skramme, og ikke giver slip på jeres egen autoritet, så kan hun lære at møde nogle som hun ikke kan styre rundt med, og da I elsker hende over alt på jorden, kan hun lære ” Jeg er ok selvom jeg ikke styre”.

Så problemet er ikke jeres datter, problemet er at I mister jeres autoritet i takt med at hun udfordre jer!!!!

Så forsøg at skift fokus fra hende, til jer selv.

Bevar jeres autoritet.

Vis hende hvordan man bestemmer på en respektfuld måde!!!

( for lige nu gør I det på samme måde som hende – eller hun gør det samme som jer!!!!:-)

Man kan godt være lydhør og samarbejdende selv om man er den der bestemmer!!!

Det skal I vise og lære hende i jeres eget møde med hende.

 Håber mit svar kan hjælpe jer fra at være opgivende til at det bliver en inspirerende opgave!

God arbejdslyst

Mange hilsner

Sia

Familiepsykologen

Siaholm.dk

Sammenbragte-familier.dk

De bedste hilsner, Familiepsykologen.