Hej Bonusmoren,
Jeg har jordens sødeste kæreste (vi bor ikke sammen),
og han er alene med sin datter på næsten 9 år. Problemet er, at jeg synes, at
pigen "fylder" alt for meget. Hvis vi fx taler sammen, bryder hun ind
og spørger "Hvad snakker I om ?", og han svarer hende. Hvis hun ikke
lige er midtpunkt, spørger hun om alt mellem himmel og jord, for at være sikker
på at have sin fars opmærksomhed.
Hvordan får jeg stille og roligt fortalt ham, at jeg ikke synes det er
rart, at hun skal inddrages / blande sig i alle vores samtaler ? Eller skal jeg
bare holde mund?
Anna
Kære Anna,
Du skriver ikke I hvor lang tid du har dannet par med pigens far. Eller om
forældrene blev separeret for nylig. Det er utrolig vigtig, at pigen får tid og
plads sammen med sin far, i de dage hvor hun er hos ham. Samtidig mener jeg,
at pigen er stor nok til at
forstå, at hvis far og bonusmor sidder og hyggesludrer eller er i gang med en
vigtig samtale, så afbryder man ikke. Heller ikke hvis far snakker med mor,
farmor eller en af sine venner. Men det er klart, at så længe din kæreste ikke
siger fra og beder hende om at vente et øjeblik, så tror hun måske heller ikke
at hun gør noget forkert – hun får jo faktisk lov til at bryde ind i jeres
samtaler.
Samtidig må du også indse, at faren højst sandsynlig, ikke mener at det er
et stort problem at pigen ’fylder’. Hun må sikkert fylde lige så tosset hun
vil, når hun er hos ham. Men for os, som er bonusmødre, er det ikke altid lige
fedt, hvis far ikke siger fra når børnene er hos ham.
Jeg mener bestemt ikke, at du skal holde din mund. Det nytter ikke noget at
holde dine følelser og synspunkter for dig selv. Kunsten er at få det sagt på
en ordentlig måde. Prøv at tage snakken med din kæreste, når datteren er hos
moren. Måske er det nemmere for ham at håndtere når det kun er fokus på jer to
som par, og hvor han ikke er skal deale med opmærksomhed fra datteren. Du kan også prøve at sende dine tanker i en mail til ham. Nogle gange er det ikke så dumt at skrive tingene ned, dels for at selv mærke efter hvordan man har det, men især for at give den anden part lidt stof til eftertanke - uden verbale 'angreb'.
Håber du kan bruge mit svar. Held og lykke.
http://bonusmor.dk
De bedste hilsner,
Bonusmoren
.